Menu
slide 1
  • Dansk
  • Deutsch
  • English

Tarm Camping


En himmelsk nat

Få en flyvende start på dagen, når du vågner op til en ny dag på Tarm Camping.

Overnat i Det flyvende Telt. Teltet hænger imellem tre træer svævende under de store bøgekroner.

På afstand ser det ud som en landende UFO

Når du nærmer dig teltet ligner det allermest en UFO, som er ved at lande. Teltet er trekantet og måler mere end 4 m på hver led, så der er god plads til tre voksne eller to voksne og to børn. Teltet bærer hele 400 kg.

Nedenfor teltet er lavet en hyggelig lejrplads. Over lejrbålet kan du tilberede dine måltider.

Kraftige remme er en del af teltets konstruktion

Teltet hænger i et diskret hjørne af pladsen under store bøgetræer grænsende op til en gammel have. Der skal løftes op i løvet, og du skal vises vej for at finde ind til Det flyvende Telt. Lejrpladsen ligger tæt på cykelstien, så det er oplagt at ankomme på cykel.

Hygge i et roligt hjørne

Under dit ophold i Det flyvende Telt kan du leje en lejrgrejskasse, som indeholder gryder, pander, sav, økse og hvad der ellers skal bruges til det primitive lejrliv, så er det muligt at ankomme til fods eller på cykel uden at skulle slæbe alt for meget grej med. Ligeledes kan der tilvælges en lejrmadskasse, hvor du finder mad med opskrifter til eftermiddagskage, aftensmad og brunch, som kan tilberedes på primitiv vis ved bålstedet.

Under trækronerne

Du skal selv medbringe liggeunderlag og sovepose.

Når du skal op i teltet, skal du op igennem bunden af teltet. I åbningen er der en lomme; her kan du gemme dine nøgler, lommekniv og andre skarpe genstande, som ikke må være i teltet. Du kan sagtens lade dine sko stå ved taburetten under teltet; der er tørt under teltet.

Det koster 95 kr. pr. overnatning at leje teltet. Derudover skal der betales almindeligt overnatningsgebyr pr. person – se prisliste. Ovennævnte lejrgrejskasse kan lejes for 50 kr. pr. overnatning.