Børneaktiviteter

Ungerne går virkelig op i det, når der bygges fuglekasser. Der er altid en fantastisk hyggelig stemning med saven og banken søm i på det lille værksted. Selvfølgelig er der også tid til snak om fugle og natur. Flere fuglekasser er hængt op i træerne på pladsen.

Den store kage-cafe-dag starter om formiddagen, hvor børnene mødes for at lave cup-cakes, som med stor kreativitet bliver pyntet med creme og dutter i alverdens farver. Der bliver dækket borde og pyntet op. Om eftermiddagen kommer forældrene og andre voksne og spiser kage og drikker kaffe i vores pop-up-cafe.

Børnene er behændige tjenere for de voksne. Børnene er bestemt ikke stressede over ”jobbet” og har rigeligt tid til også at sætte tænderne i bagværket.

Nikki med den store hammer
Ballontrutte underholder

På pladsen har vi stor tradition for at lave pandekager over bål. Men i sommeren 2018 var der så tørt og varmt, at det ikke kunne lade sig gøre. Heldigvis var nogle af fastliggerne hurtige til at foreslå, at vi kunne lave vafler i stedet. Og ja, det er mindst ligeså hyggeligt at bage vafler som pandekager. På pladsen er vi altid gode til at hjælpe hinanden.

Aftenarrangementerne er altid dejlige og ganske uforpligtende, for både de store og små. Her kan man over en pandekage (eller vaffel) og en kop kaffe sludre med nogle af de andre campister. Her er plads til alle.

I højsæsonen i 2020 er der en gruppe af de fastliggende forældre, som står for børneaktiviteterne. På tegnebrættet nu er børnebanko og poolparty.