Campingværten

Som barn og ung var jeg spejder. Fra mit mangeårige spejderarbejde har jeg en masse af de færdigheder, jeg ofte bruger i min hverdag.

Der var engang, hvor jeg troede, at jeg skulle uddanne mig til at sidde på et kontor, men tingene ændrede sig og i 1993 kom jeg i lære som bygningsmaler.

Jeg har altid været nysgerrig og søgt at prøve nye ting. I 2000 bragte min nysgerrighed mig i to år til Nordnorge. Det var to år hvor jeg lærte at sejle med Nordlandsbåde. For den uindviede ligner en Nordlandsbåd et vikingeskib. Jeg lærte at sejle med båden Salarøy, som DRs Søren Ryge nogle år tidligere havde lavet de interessante udsendelser ”Dragens Vinge” om.

I Tromsø fik jeg øjnene op for, at der kan bruges alternative produkter i malerfaget. Da jeg kom hjem i 2002, startede jeg malerfirmaet ReneFarver, som arbejdede med miljø- og indeklimavenlige produkter. I 2006 ville jeg købe en Nordlandsbåd. For at opfriske mine kundskaber med råsejl valgte jeg at tage på sejlkursus på Fosen Folkehøgskole.

Et kursus på et højt niveau med fokus på sejlads i kuling. Her deltog en del af den besætning, som senere sejlede det store vikingeskib ”Havhingsten” til Irland. Det eneste vi manglede på kurset var dog vind til at sejle på. Sandsynligheden for ingen kuling på Norges vestkyst over en fem dages periode i efteråret er temmelig lille.

Den sejlende Maler på Endelave
Tarm Camping i efteråret 2017

Det rolige vejr gjorde, at der blev tid til at tænke tanker.

En aften fortæller den norske kursusleder, at der er mangel på malere i Norge, samt at det er svært at få norske malermestre til at male udvendigt om sommeren. Efter lidt grublerier syntes jeg den lå lige til højrebenet – at købe en båd og sejle rundt på de dybe norske fjorde hele sommeren og tilbyde sin arbejdskraft ud i maleriet virkede helt oplagt.

Hjemme igen modificeredes ideen dog noget. Det blev til at sejle mellem de danske småøer i en lukket båd. I ni år malede jeg på de danske småøer.

I 2016 havde jeg fået nok af sejlads og maling. Derfor søgte jeg nogle stillinger som havnefoged. Jeg har sejladserfaring og er håndværker; et ideelt match til en havnefogedstilling! Var til jobsamtale på Anholt, hvor jeg gerne ville være flyttet til.

En dag kom strøtanken, at det er ligegyldigt om de enheder, gæsterne overnatter i, flyder eller står stille på landjorden. Ideen om at købe en campingplads kom. Min erfaring med camping kommer fra mine barndomsår med familien på sommerturer i teltvogn. Mine første erindringer om camping kommer fra Gardasøen i Italien i den sidste halvdel af 70’erne. Senere gik turene til Frankrig og Jugoslavien.

Efter at have set på to andre campingpladser faldt jeg i vinteren 2017 for Tarm Camping. Jeg overtog campingpladsen den 1. marts 2017.